Konditaget Lüders

Konditaget Lüders er Nordhavns nye aktivitets- og byrum

Hvad er Konditaget Lüders?

Konditaget Lüders er et 2.400 m2 offentligt byrum med faciliteter til træning, ophold og leg. Faciliteterne ligger på taget af P-hus Lüders på Helsinkigade i Århusgadekvarteret i 24 meters højde.

Der er offentlig adgang til Konditaget fra kl. 07:00 - 22:00.

Hvorfor træningsaktiviteter på taget af et P-hus?

Fremtidens parkeringshus i en moderne by skal være en del af byen. P-hus Lüders er det første parkeringshus i Danmark med et aktivt byrum på taget.

I det tæt bebyggede Århusgadekvarter, hvor der ikke er megen plads til boldbure og sportspladser i gadeplan, bidrager Konditaget med et byrum af høj kvalitet.

Dobbeltfunktionen som byrum og parkeringshus bryder med de traditionelle, monofunktionelle parkeringshuse. Konditaget er med til at kickstarte bylivet og foreningslivet i Nordhavn og skal generere liv og nye oplevelser i bydelen.

Hvad kan jeg lave på Konditaget?

Konditaget indbyder til et aktivt udeliv, leg og ophold i det urbane byrum. Faciliteten tager sin begyndelse ved trapperne på to af parkeringshusets facader, hvorfra brugerne kan bevæge sig op til husets tag. Trapperne har en dobbelt funktion, idet de udover at fungere som trappe til taget også kan benyttes som løberute. På P-husets tag er temaerne løb, crossgym og ophold. Forskellige typer underlag, stativer og bænke er placeret i aktivitetszoner, der gør det muligt at lave varieret træning og giver plads til ophold.

Der er mulighed for Crossgym træning, TRX træning, funktionel træning, Løbetræning (på trapperne og 60 meter sprintbanen på taget), Panna fodbold, Trampoliner, Gynger, Klatrespiral m.v.

Er der adgang til toiletter?

Der er opstillet et midlertidigt toilet på Skt. Petersborg Plads, der kan anvendes for offentligheden i dagtimerne. Derudover er der på nuværende tidspunkt opstillet et midlertidigt sæsontoilet på Göteborg Plads, når badezonen er åben fra maj-september. Det forventes, at der ved Det Flydende Aktivitetshus bliver adgang til offentligt toilet igen ved udgangen af år 2021.

Hvem kan benytte faciliteterne?

Alle kan bruge Konditagets faciliteter. Der foregår organiseret crossgym-træning gennem den nye idrætsforening Nordhavn IF.

Hvis du er interesseret i at deltage, så hold øje med Konditaget Lüders Facebook side og denne hjemmeside for yderligere information om træningsholdene.

Foreninger, som er interesserede i at lave organiseret idræt på Konditaget Lüders, skal henvende sig til Nordhavn IF. Det skal ligeledes private og kommercielle aktører som er interesserede i at lave en aftale om træning på taget. Skoler og institutioner kan frit benytte anlægget, så længe det ikke forhindrer foreningerne i at gennemfører deres planlagte træning. Skulle nogle af banerne være reserveret til træning, er det altid muligt at finde ledige steder på anlægget.

Hvem har støttet projektet?

Konditaget Lüders er bygget af By & Havn som også varetager driften af faciliteterne. Faciliteterne er opført med støtte af Lokale og Anlægsfonden og By & Havn. 

Hvem er arkitekterne bag?

JAJA Architects, som vandt arkitektkonkurrencen, har lagt vægt på at skabe samspil mellem parkeringshusets facade og tag.

Organiseret idræt på Konditaget?

SEND OS EN FORESPØRGSEL
© 2017, Nordhavn IF. Alle rettigheder forbeholdes.